Vi er stolte over at kunne fortælle, at du nu kan forudbestille den længe ventede bog fra gade-legenden SPYO! Vi forventer at bogen lander i næste uge.
Bag værkerne i denne bog finder du en fri fugl. En kunstner, en konstant søgende sjæl. En gadepoet, romantiker, rebel. Lige dele gal og genial. En skæv eksistens på jagt efter mening i verden og afsatser i byen at lande på. SPYO er navnet. Scenen er København. Malingplettede joggingbukser, cykel og malergear er midlerne. Målet er at iklæde byen de tanker, følelser, monologer og ord. I flere måneder har fotografen Flip cyklet København tynd, men sit kamera i tasken. På jagt efter SPYO’s værker. Gennem fotografi og interview skaber han et portræt af gadekunstneren SPYO. En af de sidste frie fugle, der basker løs med vingerne, og som har frækheden til at skræppe os alle sammen i ansigtet: “I har jo ikke noget tøj på.” For SPYO’s by er ikke Wonderful, Wonderful Copenhagen eller Michelin-restauranter. Den er ikke barer med naturvin, designertøj, luksuslejligheder, glamourøse shoppingcentre eller dyrt brød bagt på surdej. SPYO’s by er et modsvar til netop dette. En påmindelse om, at der også er en anden side af medaljen, og at vi måske langsomt er ved at miste noget, vi ikke kan købe tilbage for alverdens friværdi. En nerve, en sjæl, en tidsånd, en følelse, en tilstand.